Sørensen, Elise

Elise Sørensen (1903-1977) står bag opfindelsen af stomiposer.

Elise Sørensen var hjemmesygeplejerske og havde mødt mange patienter med kolostomi. Elise Sørensens søster blev som 32 årig stomiopereret og Elise Sørensen arbejdede målrettet på at finde et patientvenligt hjælpemiddel, der kunne lette stomipatienters trængsler.

I 1954 kunne Elise Sørensen tage patent på en kolostomipose stort set som vi kender dem i dag. Væsketæt i et tyndt elastisk materiale, hermetisk lukket langs alle kanter og som klæber til huden rundt om stomiåbningen.

Efter flere afslag andre steder fra kontaktede Elise Sørensen plasticfabrikant Aage Louis-Hansen fra Dansk Plastic Emballage for at få posen sat i produktion. Aage Louis-Hansens kone Johanne Louis-Hansen kendte som sygeplejerske problematikken for de mange stomiopererede, så hun kunne se perspektiver i stomiposen og overtalte sin mand til at sætte dem i produktion.

Elise Sørensen og søsteren mødte op på fabrikken og gik sammen med værkføreren i gang med at fremstille de første poser, der blev håndlavet og afprøvet af søsteren. Resultatet var så godt, at hun efter kort tid bad fabrikken producere flere. Værkføreren lavede 952 poser, som Elise Sørensen forærede til kolleger og patienter til afprøvning.

Efterspørgslen voksede hurtigt og i 1955 kunne Elise Sørensen og Aage Louis-Hansen underskrive en licensaftale, der gav Elise Sørensen 7 øre for hver produceret stomipose, og en stor del af produktionen blev ret hurtigt solgt til udlandet.

I 1963 blev Elise Sørensen valgt til Årets Sygeplejerske af Dansk Sygeplejeråd.

Virksomheden Coloplast, med hovedsæde i Humlebæk, blev grundlagt 1957 på basis af produktionen af kolostomiposer. Coloplast er i dag verdensomspændende med mere end 7000 ansatte.

Turforslag der også handler om Sørensen, Elise

 

Guideservice·Danmark - Thorsgade 21 - 5000 Odense C - +45 4156 2859 - info@GuideserviceDanmark.dk - CVR: 31405467
© All copyrights reserved!