Danmark er på mange måder et besynderligt land, i en besynderlig situation og med en besynderlig position på landkortet.

På den ene side er danskerne et af de mest tillidsfulde folkeslag i verden. Få steder er tilliden til myndighederne bedre, korruptionen lavere, den offentlige forvaltning mere effektiv, det politiske liv fredeligere, ligheden større, befolkningens tilfredshed højere, den internationale dialog mere vigtig og støtten til den 3. verden bedre.

På den anden side ligger der også en tydelig undertone af utryghed i dansk samfund, kultur og politik.

Udlændinge er farlige, andre lande lider af den mangel, at de ikke er som Danmark. Socialt træder befolkningen ofte instinktivt et skridt tilbage, når den møder det fremmede - hvis man flytter til en ny landsdel, er det ikke let at blive en integreret del af samfundet i det nye område. Det er det forresten heller ikke for danskere.

Hvad er det for en historisk udvikling, der ligger bag disse forhold? Hvad for en slags sted er Danmark egentlig? Hvad er en rigtig dansker? Hvad for en slags samfund er Danmark?