Danmark har to historiske mindretal: tyskerne og jøderne. Mens den fælles dansk-tyske historie er godt forankret i samfundets bevidsthed, findes der i almindelighed kun en meget begrænset viden om de danske jøder.

Når man i Danmark omtaler jødernes historie, bliver diskussionerne alt for ensidigt domineret af fortællingen om redningsaktionen i oktober 1943, mens andre væsentlige fakta om det jødiske mindretal bliver nedtonede. Paradoksalt nok, samtidigt med at den dansk-jødiske historie bliver fortolket med fokus på en enkelt positiv historisk begivenhed, bliver de danske jøders nutidsbillede overskygget af en enkel negativ begivenhed, som var terrorhandlingen mod synagogen på Krystalgade i København i februar 2015.

Dog, er det rigtigt at indsnævre den komplekse dansk-jødiske historie på to diametralt modsatte begivenheder, som var forsøget på kollektivt at beskytte det dansk-jødiske fællesskab og forsøget på kollektivt at angribe det samme?

Hvad kan et samfund lære om sig selv igennem et lokalt mindretals historiske erfaringer og ikke mindst igennem dets nutidige selvforståelse? Hvem er de danske jøder, hvilke skikke, institutioner, fester og hverdage har de? Hvordan kommer deres statslige, nationale, historiske og kulturelle tilknytningsforhold til udtryk? Hvordan kan vi begrunde, at jødernes skæbne som fællesskab bliver i historiens løb igen og igen til demokratiets lakmusprøve, i det mindste i den vestlige verden?

Disse og andre spørgsmål vil jeg gerne svare på i mit foredrag, som er vendt både mod dem, der ikke har forudgående kendskab til emnet og dem, der har faglige berøringspunkter med det og gerne vil fordybe sig.