Efter Kalmarunionens opløsning i 1523 opstod der stridigheder mellem Danmark og Sverige om magtforholdet i Østersøområdet. Stridighederne handlede ofte om toldrettigheder og placering af grænserne, men var i virkeligheden en magtkamp om, hvilket land der skulle være den dominerende magt i Nordeuropa.

I løbet af de 200 år der gik, mistede Danmark føringen i denne magtkamp, og endte med at måtte kæmpe for sin overlevelse som selvstændig stat. Til sidst opnåede de to lande en form for magtbalance, der blev opretholdt og garanteret af de europæiske stormagter.

Dette foredrag vil primært handle om den absolut mørkeste periode i Svenskekrigene: Midten af 1600-tallet. Torstenssonfejden 1643-1645 påbegyndte en nedtur, der først sluttede næsten 20 år senere, og satte et trist punktum for Christian 4.’s regeringsperiode.

Første Karl-Gustav-Krig 1657-1658 var en national katastrofe, og her mistede Danmark Skåne, Halland og Blekinge, samt Bornholm, Trondhjem og Bohus len. Men svenskerne vendte tilbage allerede samme år, og påbegyndte Anden Karl-Gustav-Krig 1658-1660. Under denne krig var Danmark tæt på at blive udslettet fra verdenskortet, med den dramatiske belejring af København. Med hjælp fra allierede blev de imidlertid slået tilbage, og til sidst smidt ud af Danmark igen.

Det lykkedes dog aldrig at generobre de tabte lande i Skåne, trods gentagne forsøg.