The Winner-Takes-it-All - USAs valgsystem. Foredrag v/ Anja
Hvordan kunne Donald Trump blive præsident i 2016, når Hillary Clinton fik flest stemmer? Hvad er primærvalgene?
Det amerikanske præsidentvalg er ikke bare et simpelt valg mellem to kandidater. Det er et sammensurium af valg, der foregår på tværs af USA's 50 stater. Og før de overhovedet når så langt, skal kandidaterne i de enkelte partier også på valg mod hinanden i de såkaldte primærvalg. Og samtidig med præsidentvalget foregår et utal af andre valg til alverdens politiske embeder.
Når man som dansker følger med på sidelinjen, kan det amerikanske valgår være en forvirrende omgang. I dette foredrag klæder jeg mine tilhørere på til det kommende amerikanske præsidentvalg og forklarer, hvad der er op og ned ved det amerikanske præsidentvalg.
Jeg fortæller om de amerikanske valgmetoder, og de amerikanske samfundsforhold, der former det amerikanske valgår, og svarer på de spørgsmål som melder sig, når man som dansker følger med.
- Hvorfor er der så store pengesummer involveret i at blive valgt?
- Hvorfor har hvert parti ikke bare én kandidat fra starten?
- Hvorfor er det kun én kandidat fra hver valgkreds, der kommer i kongressen?
- Hvorfor er det ikke vælgerne direkte, der afgør præsidentvalget?
I bliver meget klogere på amerikansk politik efter dette foredrag.