Bindstouw
Bindstouw er jysk for bindestue og betyder en strikkestue. Strikkestuer var fra begyndelsen af 1700-tallet til slutningen af 1800-tallet en tradition i det område, der senere blev betegnet som uldjydernes land med Hammerum Herred som centrum.
Nogle gange kan man støde på betegnelsen "binde-egnene" som fællesbetegnelse for Ringkøbing, Viborg, Skanderborg og Vejle amter, hvor fårehold og uldproduktion var udbredt på hedearealerne.
Bindestuerne hørte til i de sene efterårs- og vinteraftner, hvor det daglige arbejde på gården var tidligt færdigt, og der derfor var tid til at samles på skift på landsbyens gårde efter aftensmaden. Der blev strikket, udvekslet nyheder, fortalt historier og sunget viser. Bindestuerne var derfor i høj grad medvirkende til, at gamle sagn, historier og viser overlevede længe nok til, at folkemindesamlere kunne nedskrive dem.
Bindestuerne blev landskendte gennem St. St. Blichers novelle E Bindstouw fra 1842.
Hvis du vil lære mere om livet i Jylland gennem historien kan du booke en tour med en af vores dygtige guider i Jylland!