Mathilde, Caroline - dronning
Caroline Mathilde (1751-75) var gift med Christian 7. og var dronning af Danmark fra 1766 til 1672. Hun er kendt for sin affære med kongens livlæge, Struensee.
Caroline Mathilde var født i England og var søster til den engelske konge, George 3. Da Caroline Mathilde var 15 år gammel blev hun gift med sin 17-årige fætter, den danske konge Christian 7. Christian 7. var dog sindssyg og den unge dronning førte en ensom og isoleret tilværelse ved det danske hof.
Christian 7. mødte lægen Johan Friederich Struensee i 1768, der blev ansat som kongelig livlæge og ledsagede kongen tilbage til København. Kort efter ankomsten til København indledte Struensee og den unge dronning et kærlighedsforhold.
Caroline Mathilde fik børnene Frederik 6. og Louise Augusta. Der er i dag mange spekulationer om, hvorvidt Struensee var far til Louise Augusta.
Kongens sindssygdom betød, at Caroline Mathilde og Struensee reelt regerede landet. Struensees reformprogram skabte stor utilfredshed blandt kongens tidligere rådgivere, der gennemførte et kup i 1772, hvor både Struensee og Caroline Mathilde blev arresteret.
Caroline Mathilde blev sendt i eksil i Celle i Nordtyskland og fik ikke tilladelse til at tage sine børn med.
Caroline Mathilde døde af en febersygdom i 1775, kun 23 år gammel.