Cavi-Art
Cavi-Art er et vegetabilsk kaviarprodukt, som er fremstillet på basis af tang. Det er opfundet af Jens Møller fra Lemvig.
Opfindelsen har rod i et mislykket biologi-forsøg, der skulle have vist, hvordan citronsaft, citronsyre og enzymer i tang ville reagere. Forsøgsresultatet blev gemt væk, men da Jens Møller, manden bag eksperimentet, nogle dage senere fangede en fisk med rogn, slog det ham, at han for nylig havde set en lignende struktur - netop i det mislykkede biologi-forsøg.
Efterfølgende har han eksperimenteret med produktion af vegetabilsk kaviar på basis af tang. I dag er vegetabilsk kaviar et dansk, patenteret produkt og produceres på Jens Møllers virksomhed og sælges til store dele af Europa og resten af verden.