Christian 2. (1481-1559) var konge af Danmark og Norge i en 10-årig periode fra 1513 til 1523 og konge af Sverige 1520-1521.

Christian 2. var ældste søn af kong Hans og dermed tronfølger. Christian 2.s regeringstid bød på et noget anstrengt forhold mellem konge og adel, da Christian 2. ikke altid fulgte håndfæstningen så nøje, som adelen forventede. En håndfæstning er et løfte, som kongen indgår med adelen for at blive valgt som regent. Ofte indeholdt håndfæstningerne diverse indskrænkelser af kongens magtbeføjelser.

Christian blev gift med Elisabeth af Habsburg, søster til den senere tysk-romerske kejser Karl 5. Trods giftermålet vedblev elskerinden Dyveke at være en central person i Christian 2.s liv, ligesom Dyvekes mor, Sigbrit, vedblev at være hans rådgiver. Med Dyvekes pludselige død i 1517 begyndte der at opstå rygter om, at hun muligvis var blevet forgiftet. Der var trods alt mange, der var utilfredse med deres åbenlyse forhold. Christian 2. anklagede høvedsmanden Torben Oxe for mordet og fik ham henrettet på trods af, at han var blevet frikendt af Rigsrådet.

Christian 2. ønskede at mindske de nordtyske hansestæders indflydelse i Danmark og ønskede, at København i stedet skulle være Nordens handelscentrum - i samarbejde med de store nederlandske byer.

Christian 2. indledte krig mod Sverige i 1517, men først i januar 1520 lykkedes det for hans tropper at belejre Stockholm, der overgav sig i september. Christian 2. lovede sine fjender straffrihed, men ved kroningsfesten blev 83 adelsmænd fængslet, anklaget og dømt til døden for kætteri og senere halshugget på Stortorget i Stockholm. Begivenheden er i dag kendt som Det Stockholmske Blodbad. Christian 2. går derfor under tilnavnet Christian Tyran i Sverige.

Krigen mod Sverige var dyr for kongen, der måtte opkræve store summer fra de danske bønder for at kunne finansiere krigen, hvilket gjorde ham upopulær i Danmark.

I 1522 fik kongen vedtaget Land- og Byloven, som blandt andet styrkede bønders og byborgeres retsstilling, men da kongen havde været regent i 10 år, var utilfredsheden med hans reformer blevet så stor, at en del af den jyske adel opsagde troskabseden til kongen, hvilket blev starten på et omfattende oprør.

Christians farbror stillede tropper til rådighed for den oprørske adel mod et løfte om, at han ville overtage tronen, når kongen var afsat. København og Malmø forsvarede Christian 2. længst, men også de to byer måtte overgive sig efter længere belejringer.

Christian 2. drog i landflygtighed, først til Nederlandene, derefter til Tyskland. I 1531 lykkedes det ham at samle en flåde og drage mod Norge, hvor han indledte generobring af landet. Efter kort tid blev han lokket til Danmark under foregivende af at skulle forhandle vilkår om fremtiden med den regerende farbror. Dette løfte blev dog brudt, og han blev sejlet direkte til fængsling på Sønderborg Slot, hvor han var fange indtil 1549. Derefter blev han flyttet til Kalundborg, hvor han levede sine sidste 10 år.

Christian 2. er begravet i Odense Domkirke.