Den danske modstandsbevægelse opstod under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945 og bestod af en række mindre grupper, som foretog sabotageaktioner og stikkerlikvideringer.

Den danske modstandsbevægelse var et civilt modsvar på den tyske besættelse af Danmark. Modstandsbevægelsen bestod blandt andet af flere modstandsgrupper, som igen var inddelt i mindre aktionsgrupper på 5-7 mand.

Hvert enkelt medlem kendte kun medlemmerne af sin egen lille aktionsgruppe, som blot modtog ordrer "oppefra". Denne løse opbygning var en sikkerhedsforanstaltning, der sikrede, at hvis en aktionsgruppe blev anholdt af Gestapo, kunne de ikke tale over sig og angive andre af modstandsgruppens medlemmer.

Churchill-gruppen i Aalborg og Hvidstengruppen ved Randers var nogle af landets første modstandsgrupper. De største var Holger Danske, som ved krigens afslutning havde 350 medlemmer, og BOPA som havde 150 medlemmer. Begge var fra Københavnsområdet.

De enkelte grupper havde hver sit speciale. Nogle grupper beskæftigede sig med produktion og distribution af illegale blade, andre beskæftigede sig med smugling af våben, sprængstof og personer, og nogle specialiserede sig i sabotage og likvideringer af stikkere.

I Københavnsområdet var det primært landet to største modstandsgrupper, der foretog likvideringer af danske stikkere. Her er Flammen og Citronen fra Holger Danske nogle af de bedst kendte. I Jylland blev likvideringerne foretaget af omrejsende likvideringsgrupper, kaldet L-grupper.