Erik af Pommern, ca. 1382-1459, var konge af Danmark, Norge og Sverige 1396-1449. Også kendt under navnet Erik 7. af Pommern

Erik af Pommern var søn af hertug Vartislav 7. af Pommern-Stolp og Maria af Mecklenburg og hed oprindelig Bugislav. Erik var den regerende dronning Margrethe 1.'s fostersøn og blev konge, da Margrethes søn, Oluf, døde og efterlod et hul i arvefølgen.

Erik regerede Danmark sammen med Margrethe 1. frem til år 1412, hvor de forsøgte at øge indflydelsen i Slesvig-området. Dette pres resulterede i en mangeårig krig mellem Erik og de holstenske grever. Krigen endte til fordel for Erik, som med sine politiske kontakter til sin fætter, den tysk-romerske konge Sigismund, fik konflikten løst som en voldgiftsdom i 1423. Som tak begav Erik sig på en 2 år lang pilgrimsfærd til Det Hellige Land.

De holstenske grever og allierede hansestæder ignorerede voldgiftsdommen, og krig brød ud igen i 1429. Der var også oprør i de svenske områder, Engelbrekt Engelbrektssons oprør i 1434, på grund af skatter og en barsk lokalforvaltning. På et møde i Kalmar i 1436 blev denne konflikt løst med ændret styre.

I 1435 indgik Erik i fredsforhandling med hertug Adolf 8. af Slesvig, hvilket betød, at han måtte opgive sin slesvigske politik.

Erik af Pommern blev afsat som konge i årene 1441 og erstattet af søstersønnen Christoffer 3. af Bayern. Han levede derefter i Rügenwald i Pommern til sin død i 1449.