Klipping, Erik - konge

Erik V. Klipping (1249-86) var konge af Danmark fra 1259 til han blev myrdet af ukendte gerningsmænd i Finderup Lade i 1286.

Erik Klipping var søn af Christoffer 1. og blev konge efter faderens død i 1259, da han kun var 10 år gammel og endnu ikke myndig. Derfor regerede hans mor landet de første år, indtil Erik var gammel nok.

Erik Klippings regeringsperiode var præget af intern splid i landet, især mellem kongen og landets stormænd.

En voksende utilfredshed med kongens brug af domstolene førte i 1282 til Danmarks første håndfæstning, som Erik Klipping blev tvunget til at underskrive på Nyborg Slot, hvori hans magtbeføjelser blev kraftigt begrænset og stormændenes indflydelse og magt øget. Kongen blev forpligtet til regelmæssigt at tage stormændene med på råd, når vigtige beslutninger skulle træffes. 

Erik Klipping blev myrdet i 1286, da hans jagtselskab gjorde ophold i Finderup Lade ved Viborg. Året efter blev Marsk Stig dømt for mordet, mens andre stormænd blev fundet skyldige i meddelagtighed og dømt fredløse. Lige siden har det været diskuteret om de dømte var de rigtige gerningsmænd bag kongemordet. Erik Klipping er begravet i Viborg Domkirke. 

Mordet på Erik Klipping er det sidste kongemord i Danmark. 

Turforslag der også handler om Klipping, Erik - konge

 

Guideservice·Danmark - Thorsgade 21 - 5000 Odense C - +45 4156 2855 - info@GuideserviceDanmark.dk - CVR: 31405467
© All copyrights reserved!