Fæstebønder var landmænd, som fæstede en gård hos herremanden.

At fæste betyder i denne sammenhæng at være bundet til. Man var bundet til brugsretten på en landejendom med tilhørende jord, som regel livslangt - mod en fast aftalt modydelse i form af betaling med arbejde eller afgrøder, der kaldes landgilde.

En fæstegård var typisk ejet af en godsejer, staten eller kongen. En fæstebonde boede på sin herres ejendom og var bundet til ham hele livet, og ligeledes var bondens enke.

En fæstegård kunne have forskellig størrelse og derfor blev landgildet fastsat efter gårdens og tilliggende jordes areal.

Indtil stavnsbåndets ophør i slutningen af 1700-tallet var alle fæstebønder bundet til deres fæstegård uanset vilkårene. Efter stavnsbåndets ophør opstod bondefriheden.