Reformationens indtog i Danmark førte i 1536 til dannelsen af en statskirke med kongemagten som overhoved.

De danske konger, specielt Christian 3. tillod at protestantismen spredte sig i Danmark og Norge. Den retning inden for protestantismen, som Danmark og Norge tog til sig, var den evangelisk-lutherske kristendom, som blev officiel statsreligion med den danske konge som overhoved.

Da Enevælden blev afskaffet og Grundloven indført ændrede statskirken navn til Den danske Folkekirke. Den danske Folkekirke blev støttet økonomisk af den danske stat, og danskerne kunne selv vælge, om de ville være medlem af Folkekirken. Med Grundloven var kongemagten ikke længere Folkekirkens overhoved. Kirkeministeriet og Folketinget udgør kirkens øverste myndighed.

Den danske stat opkræver en kirkeskat på ca. 1% af den enkelte borgers skatteberettigede indkomst. Kirkeskatten kan variere fra kommune til kommune. Desuden modtager Folkekirken tilskud fra den danske stat.

Folkekirken har gennem de sidste mange år oplevet faldende medlemstal. Danskere bruger primært Folkekirken til barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse, samt til jul.