Begrebet folkeminde opstod i 1800-tallet, hvor der gennem tidens dyrkning af det nordiske og den nationale historie kom et behov for at indfange den immaterielle folkekultur, før det var for sent.

Folkeminder er den brede betegnelse for anekdoter, eventyr, folkeviser, historier, lokalhistorie og sagn, der ikke var skrevet ned, men overleveret fra mund til mund, ofte gennem mange generationer.

Gennem Svend Grundtvigs arbejde med folkeviser blev andre inspirerede til at indsamle gamle viser i hele Danmark. Det var i høj grad de lokale lærere i landsognene, der tog fat på arbejdet, der hurtigt blev til registrering og nedskrivning af samtlige mundtlige overleveringer.

Arbejdet krævede stor tålmodighed, evnen til at forstå og kunne nedskrive den lokale dialekt, evnen til at kunne skrive noder og ofte evnen til at overvinde folks skepsis.

Det var et langsommeligt arbejde, der betød, at folkemindesamlerne besøgte mange private hjem. De mundtlige overleveringer levede især hos almuen på landet. Det betød lange vandreture for folkemindesamleren, ofte over næsten øde strækninger og flere dages ophold på gården, tit på smalkost.

Folkemindesamlerne var ildsjæle, der indsamlede materiale systematisk og i store mængder. I 1904 blev Dansk Folkemindesamling oprettet, som i dag er en del af Det Kongelige Bibliotek. De indsamlede folkeminder er i dag genstand for videnskabelig forskning.