Hansen, H.C.
H.C. Hansen (1906-60) var en dansk socialdemokratisk politiker og bestred flere ministerposter.
Hans Christian Svane Hansen var uddannet typograf, men kom tidligt ind i Socialdemokratiet, og var en aktiv figur for DSU, Socialdemokratiets Ungdom, op gennem 1920'erne. I 1936 blev H.C. Hansen valgt til Folketinget.
Efter 2. Verdenskrig fungerede H.C. Hansen både som finansminister og handelsminister, og i 1953 blev han valgt til udenrigsminister. Efter Hans Hedtofts pludselige død i 1955 blev H.C. Hansen valgt til statsminister.
H.C. Hansen døde af kræft i 1960. Han blev af mange anset som Staunings politiske arvtager i Socialdemokratiet.