Helstaten var en fælles betegnelse for de lande og områder, der hørte under det danske monarki mellem 1850 og 1864. Helstaten kaldes også for personalunionen mellem Kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig-Holsten og Lauenburg.

Danmark mistede Norge i 1814 og bestod derefter af de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg, enkelte tropekolonier, Grønland, Færøerne og Island. Op gennem 1800-tallet blev det diskuteret, hvordan disse forskellige dele af landet skulle hænge sammen.

Det politiske argument om Helstaten tog udgangspunkt i kongen som samlende figur, men da kongen kun var konge af Danmark og hertug af Hertugdømmerne blev Helstaten reelt en personalunion, som forenede landsdelene, fordi det var den samme magthaver i alle tre landsdele.

Helstats-politiken var en "varm kartoffel" - en såkaldt aktuel, og mindre behagelig, politisk sag - i 1850'erne og begyndelsen af 1860'erne.

Helstats-politiken fejlede med Den Anden Slesvigske Krig i 1864, hvor Kongeriget Danmark tabte til Prøjsen og Østrig. Danmark måtte afgive hertugdømmerne og tanken om Helstaten blev dermed opgivet.

Helstatsbegrebet kan bruges som de nationalliberales krav om "Danmark til Ejderen". Helstaten havde støtter i de konservative embedsmandskredse, samt blandt visse aristokrater i Danmark og hertugdømmerne.

Helstaten ses også af nogle som perioden i dansk historieskrivning fra 1773 til 1814, hvor kongen af Danmark-Norge opnåede uindskrænket herredømme over hertugdømmerne. Helstaten kan netop ses som et forsøg på at forene folkeslagene; danskere, nordmænd, tyskere, jøder, samere og andre minoriteter i et samlet monarki under kongen af Danmark og Norge.