En hosekræmmer er det samme som en uldkræmmer, der rejser rundt i landet og handler med uldvarer.

Uldkræmmeren var ofte hjemmehørende i Midt- og Vestjylland og forbindes især med Herning-egnen.

Ordet hosekræmmer er sammensat af hose og kræmmer. Hose er et gammelt ord for strømper - og på denne tid var strømper ofte strikket af uld. Foruden strømer tilbød hosekræmmeren som regel også andre uldvarer som sjaler, vanter, stunthoser, der var strømper uden fod, trøjer og uldklokker, der var strikkede underbukser.

I de barske hedeegne var der kun få afgrøder at høste, men får trivedes godt og fandt føde nok på sandjorden. Fårenes uld kunne forvandles til varer, der skulle sælges af hosekræmmeren.

I Midt- og Vestjylland var der ingen byer og egnen var tyndt befolket. Af den grund var der kun få lokale kunder. Hosekræmmeren var derfor god at afsætte sine varer til, da han både kunne sælge varerne på det lokale marked og længere væk. Hosekræmmeren selv handlede både med direkte kunder og opkøbere.

Nogle hosekræmmere drog selv langt væk, hvor de kunne sælge deres varer til en højere pris. I Blichers novelle "Hosekræmmeren" (1829) drog kræmmeren helt til Holsten, hvilket ikke var usædvanligt for unge kræmmere, der ønskede at oparbejde en god kapital.

Hosekræmmernes tid randt ud i takt med at strikkemaskinerne vandt frem i 1800-tallet, og varer fra de nye fabrikker kunne transporteres med jernbane til kunder langt væk.