Jul i danske medier

Hvordan beskrives jul i de danske medier - før og nu.

Det nye medie fra 1927, radioen, tog julen til sig. Med tiden kom der både julekoncerter og julekalendre i radioen.

I 1932 blev der for første gang sendt "Julehilsen til Grønland". På det tidspunkt var mange syddanskere udstationerede i Grønland, og julebrevene var længe undervejs, så julehilsnerne med musik var kærkomne. I 1985 flyttede udsendelsen til TV, og det anses for at være verdens ældste stadigt eksisterende radio-TV show.

Mange danske søfolk har tilbragt julen langt hjemmefra. De sendte telegrammer hjem til rederierne, og disse blev læst op i radioen en søndag eftermiddag tæt på jul under titlen "Julehilsner fra søens folk" - en udsendelse der blev fulgt af hele den danske befolkning, ikke kun pårørende til søfolk. Ordlyden kunne typisk være som denne: Besætningen på M/S Kirsten Mærsk sender hilsner til rederi, slægt og venner. Julen tilbringes i Det Indiske Hav ud for Calcutta med kurs mod Rangoon. Programmet blev sendt sidste gang i 2007.

I 1974 kom radioudsendelsen Morgennisserne, hvor værter og gæster underholdt med musikalske indslag og samlede penge ind til Danmarks Radios hjælpefond, der udlånte radio- og TV apparater til gamle og syge. Pengene kom ind ved overfrankering af breve og postkort med ønsker til programmet, der stoppede i 1995.

Fra 1962 bød også TV på Børnenes Julekalender. Overskud fra salg af den tilhørende kalender gik til børn i u-landene. Kalenderen skiftede senere navn til Børnenes U-landskalender. Julekalenderen i TV er et dagligt ritual i mange børnefamilier.

Senere er der kommet flere TV julekalendere til, både for børn og voksne.

I Danmark har mange en tradition med at se Disney juleshow 1. juledag eller om eftermiddagen juleaftensdag. Det er hvert år det samme program med en lille overraskelse til sidst. Disney har forsøgt at sælge nye programpunkter til showet, men i Danmark skal juleshowet være det samme som altid.

I dag benytter utallige virksomheder sig af internettets muligheder for at lancere online julekalendere og julekonkurrencer, hvor der kan vindes alt fra chokolade til store rejse.

Turforslag der også handler om Jul i danske medier

 

Guideservice·Danmark - Thorsgade 21 - 5000 Odense C - +45 4156 2859 - info@GuideserviceDanmark.dk - CVR: 31405467
© All copyrights reserved!