Julemærke
Postekspedient Einar Holbøll fik ideen til det første julemærke, der kom på julekort i 1904. Ideen bag var at skaffe penge til et hittebørnshospital, men det blev til et hjem for børn med tuberkulose. I dag går overskud fra salg af julemærker til Julemærkehjemmene.
Motivet på det første julemærke var daværende dronning Louise, men gennem årene har julemærket udviklet sig til at være små kunstværker. En del er blevet tegnet af berømte kunstnere såsom Joakim Skovgaard i 1913, Bjørn Wiinblad i 1968, Ib Spang Olsen i både 1986 og 1993 - og i 1995 var det Des Asmussen, der havde fornøjelsen af at se sit kunstværk pryde julens breve.
Fra 1952 og fremefter blev det mere almindeligt, at det enkelte mærke var en del af et samlet motiv, så mange i dag køber et helt ark for at gemme det.
Dronning Margrethe er den eneste, der både har været motiv og kunstner. I 1942 og 1972 varr hun motiv og i 1970, 2003 og 2015 var hun kunstneren bag julefrimærket.
Julemærket blev hurtigt kopieret i andre lande, og i dag udkommer der julemærker i 130 lande.