En købstad var en middeladerlig betegnelse for en bebyggelse, der havde ret til at afholde markeder. 

Markederne gav købstaden en mere gunstig status og særlige privilegier. Dermed besad købstaderne en højere status end landsbyerne.

Den første danske købstad, Slesvig, fik sin stadsret og tilhørende priviliegier omkring år 1200. I de efterfølgende 300 år kom der yderligere ca. 100 købstæder til. Det var primært kystbyerne, der blev til købstæder.

Fra 1600-1800-tallet fik et yderst lille antal byer ret til at kalde sig for købstæder. Mens en enkelt sjællandsk by, Slangerup, blev frataget sin status som købstad.

Med Københavns status som hovedstad i Danmark og Norge, led de mange købstæder under en konkurrenceforvridning med storbyen, der var priviligeret af en handels- og toldpolitik. For København gav det en stærk rolle i kampen om at tiltrække de pengestærke købmænd.

Det kan også ses i befolkningsantallet i købstæderne. Den største købstad op til 1800-tallet var Odense med 5.782 indbyggere og de fleste købstæder havde under 1.000 indbyggere. Der boede lidt mere end 100.000 mennesker i København i 1801.

En købstads rettigheder og privilegier omhandlede ofte, at de havde eneret til håndværk og handel inden for et afgrænset område. De kunne danne deres egen administration og havde ret til egen domstol. Nogle købstæder kunne undtages fra skatter og militærtjeneste.

Købstæderne blev i Middelalderen styret af et råd, der bestod af borgmestre og rådmænd. I starten var købstaden enerådig og styrede byen. Men fra 1660 blev det den enevældige konge, der alene traf gældende beslutninger.

Efter 1682 blev antallet af borgmestre og rådmænd skåret ned, og mange af byens sager blev varetaget af en byfoged, der også var dommer og politimester. Disse embeder blev fortrinsvis varetaget af købmænd. Derefter blev det skriverne, og i 1700-tallet overtog juristerne embedet.

Med tiden blev købstæderne underlagt effektivt tilsyn af centrale og regionale myndigheder, ligesom nøje udvalgte borgere skulle bistå magistraten med at udarbejde kommunale budgetter.

Disse styreformer blev afløst med indførelsen af byråd i 1868. Valgloven af 1908 betød en demokratisering af valgretten og byråd blev et mere politisk organ. i 1919 ophørte købstænderne med at være selvstændige politi- og retskredse.

Den sidste rest af købstadsretten blev endelig afviklet med kommunalreformen i 1970. Her blev købstæderne slået sammen med de omkringliggende landkommuner.