Selandia, M/S
M/S Selandia fra rederiet ØK blev det første dieseldrevne skib, der sejlede over Atlanten. M/S Selandia ændrede dermed verdenshistorien, hvad sejlads på verdenshavene angår.
M/S Selandia gik på grund ud for Japans kyst i 1942 efter 30 år på verdenshavene.
M/S Selandia var bygget af Burmeister & Wain for ØK og sejlede både som passager- og fragtskib. Et af ØKs krav til skibet var, at M/S Selandia skulle være tydeligt forskelligt fra de vanlige dampskibe. Vinduerne var store, der var højt til loftet og elektrisk lys i salonerne.
Det nye var, at et så stort fragtskib skulle drives af dieselmotorer, der indtil da kun havde været anvendt til mindre ikke-oceangående skibe og i marinefartøjer. Udstødningen fra skibet var også placeret anderledes, nemlig på bagsiden af agtermasten i stedet for en stor tilsodet skorsten som på dampskibene.