Sophie Amalie
Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. (1628-85) var gift med Frederik 3. og dronning af Danmark fra 1648.
Sophie Amalie var datter af en tysk hertug og blev blot 12 år gammel trolovet med Christian 4.'s søn, Frederik. Parret blev gift i 1643, da Sophie Amalie var 15 år. Frederik var da 34 år.
Frederik blev konge i 1648. Det nye kongepar var meget tætte, og Sophie Amalie støttede sin mand i hans planer om at styrke kongemagten. Det lykkedes i 1660, da Frederik 3. blev udråbt til Danmarks første, enevældige, konge.
Sophie Amalie og Frederik 3. fik 8 børn.
Sophie Amalie var meget interesseret i kunst og kultur og bragte meget fransk kultur til det danske hof.
Da Frederik 3. døde i 1670 forsøgte Sophie Amalie at bevare sin magtposition igennem sin søn, Christian 5.
Sophie Amalies evige rival var Leonora Christina, der havde haft en fremtrædende position ved sin fars, Christian 4.'s hof. Denne position ønskede hun ikke at afstå til den nye dronning. Deres livslange rivalisering har været med til at tegne eftertidens billede af Frederik 3.'s dronning. I Leonora Christines "Jammers minde" er Sophie Amalie beskrevet meget negativt, og det billede af dronningen har levet videre i eftertiden.
I dag er der dog i højere grad en forståelse af, at Sophie Amalie faktisk var en populær dronning og en loyal støtte for kong Frederik 3.