Stavnsbåndet var en dansk lov, der blev indført i 1733, fordi godsejerne havde brug for soldater til landmilitsen.

Med loven om stavnsbånd blev det bl.a. forbudt for karle, der ikke ejede jord, at forlade det gods, hvorpå de var født - en praksis der ellers var blevet mere og mere almindelig, da mange karle søgte mod købstæderne.

Som et led i landboreformerne blev stavnsbåndet ophævet, da soldaterudskrivningen blev gjort statslig fra 1788. Da stavnsbåndet blev ophævet, blev den enevældige statsmagt styrket betydeligt, på bekostning af vrede godsejere, der følte deres gamle privilegier blev krænket.

Stavnsbåndets ophævelse blev et symbol på borgerlig frihed, og det danske monarki stod stærkt i modsætning til monarkiet i Frankrig, hvor reformkrav førte til henrettelsen af Ludvig 16.