Stikkerlikvideringer henviser til den række af likvideringer, som den danske modstandsbevægelse udførte på danske stikkere under den tyske besættelse af Danmark mellm 1940-1945.

En stikker var en dansker, der enten solgte eller videregav oplysninger til den tyske besættelsesmagt om danske modstandsfolk.

De danske stikkere blev i løbet af besættelsen et stigende problem for den danske modstandsbevægelse. I efteråret 1943 blev problemet med det stigende antal stikkere diskuteret i Frihedsrådet. Der skulle besluttes om man kunne tillade stikkerne at fortsætte deres arbejde, der var til stor fare for folkene i modstandsbevægelsen, eller om man skulle fjerne de stikkere, man kunne opspore.

Frihedsrådets medlemmer mente, at stikkerne udgjorde en stor fare for de danske modstandsfolk og at hele modtandsbevægelsen risikerede en optrevling, hvis der ikke blev gjort noget. Det blev derfor besluttet, at modstandsbevægelsen skulle udføre stikkerlikvideringer.

I starten blev alle likvideringer grundigt undersøgt og man havde fået godkendt likvideringen "oppefra". I takt med, at modstandskampen blev intensiveret, skete der også en stigning i antallet af likvideringer. I flere grupper begyndte medlemmerne selv at tage initiativ til likvideringer.

Der blev i alt udført omkring 400 likvideringer under Besættelsen, hvoraf langt størstedelen var stikkere og danske nazister. Langt de fleste stikkerlikvideringer fandt sted i København af modstandsgrupperne Holger Danske og BOPA, der stod for langt de fleste. De to Holger Danske medlemmer, Flammen og Citronen, er begge kendt for deres likvideringer af danske stikkere under krigen.

I Jylland var der omrejsende likviderings-grupper, de såkaldte L-grupper. L-grupperne kunne tilkaldes af de lokale modstandsgrupper, hvis de afslørede en stikker.