Tempelridderne var en korsridderorden i Det hellige Land, stiftet i 1100-tallet, der stod direkte under pavens autoritet.  Man kan betragte tempelridderne som en krigerisk munkeorden. Målet for tempelridderne var beskyttelse af pilgrimmene til Jerusalem og erobring og forsvar af Det hellige Land mod muslimerne

Tempelridderordenen blev grundlagt i 1118, i kølvandet på det såkaldte 1. korstog. Tempelridderne beskyttede det nye erobrede kristne centrum i Det Hellige Land, Jerusalem, samt de pilgrimme, der på deres vej til Jerusalem ofte blev overfaldet af tyve og røvere. 

Tempelridderne havde deres hovedsæde på Tempelbjerget, og herfra stammer deres navn. De havde en betydelig økonomisk og politisk magt, fordi de havde ret til at drive bankvirksomhed og inddrive skatter. 

Tempelridderne blev efterhånden ugleset af mange fyrster og konger. I 1307 blev mange tempelriddere arresteret i Frankrig, og senere dømt og henrettet. Den sidste stormester, leder af ordenen, blev brændt på bålet i 1314.