Vindmølle og vindenergi
Vind-energiens historie viser, at Danmark er i førerfeltet, når det gælder produktion af vindmøller og vind-energi. Det er ikke et tilfælde, at det netop er Danmark, der indtager førstepladsen.
Historien viser at højskoler, foreninger og folkeligt engagement fik afgørende betydning for, at det var i Danmark, at ideerne om vind-energi opstod. Via en række forsøg blev vind-energiproduktionen, vindmølle-industrien og eksportsuccésen til, som vi oplever i dag. De første elproducerende vindmøller blev dog bygget i Skotland i 1888 og i Cleveland.
I 1891 begyndte Poul La Cour på Askov Højskole en række forsøg med at lave en mølle, der kunne producere jævnstrøm. Møllen producerede strøm til højskolen og Askov by.
I 1919 fik den sjællandske ingeniør Povl Vinding patent på Agriccomøllen, den første vindmølle i verden, der kunne producere vekselstrøm direkte til elnettet.
Poul La Cour uddannede "landlige elektrikere" på 3 måneders kurser på Askov Højskole. De opførte landet rundt små lokale elværker, ca. 30 af dem med vindmøller, men fordi de store kuldrevne kraftværker vandt frem og der blev opført højspændingsnet over hele landet, bukkede de små vindmøller under. Poul Henningsen skrev i 1928 dette afskedsdigt til "Vindmotoren"
Ingen kan undgå livets aften
tiderne veksler for motorkraften.
Alt har sin chance
og du har haft den.
Vindkraften fik dog nye chancer i både 1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig, da der var mangel på kul og olie.
Under 2. Verdenskrig blev en ny jævnstrøms-producerende mølletype afprøvet. Der blev bygget ca. 20 af slagsen. En af disse blev sat op på lavt vand ved Nexø, der reelt så blev verdens første havvindmølle.
Johannes Juul, ansat hos SEAS konstruerede "Gedsermøllen", der var i drift fra 1957-1967, og her tog den moderne vindmølle form. Gedsermøllen blev opført som led i Danske Elværkers vindkraftprogram. Det blev afsluttet i 1962 og konkluderede, at vindmøller ikke kunne konkurrere med oliedrevne kraftværker, fordi oliepriserne var så lave! Det var Johannes Juul ikke enig i.
1975-78 blev der opført en stor vindmølle i Tvind, en ud af mange vindmøller i Vestjylland i de år. Det var i de år lokale håndværkere, maskinfabrikker og vindmøllelaug, der drev vindmølle-udviklingen. I Skærbæk ved Herning, Brande, Vildbjerg, Herborg, Dejbjerg og Ulfborg blev der, i gensidig inspiration, eksperimenteret og fremstillet møller og i nærheden lå den lille by Lem, hvor Vestas, en maskinfabrik der fremstillede landbrugsvogne, blev interesseret i de nye møller.
At udviklingen voksede nedefra, båret af personligt og folkeligt engagement er årsag til den danske vindmølle-succes.