Rejselederjob hos Guideservice Danmark
I et rejselederjob kan du være bosat i udlandet eller i Danmark.
Som rejseleder hos Guideservice Danmark tilbyder du dig som freelance guidende rejseleder til de lande, du kender så godt, at du i princippet vil kunne rejse med en gruppe om 2 dage, og give gruppen en god oplevelse, hvor du deler ud af din viden.
Vi søger rejseledere, der er vidende om landets historie, kultur, nutid og fortid, natur, sociale forhold - ja alle de emner, vi som mennesker gerne vil vide noget om, når vi er på grupperejse med en guidende rejseleder til et andet land.
Vores guidende rejseledere arbejder primært i Europa. Da vi er bookingbureau, arrangerer vi ikke selv rejser. Vi ved derfor aldrig, hvornår vi får forespørgsler på et rejselederjob, til hvilke lande, hvor store grupperne er eller hvornår der er afrejse. Derfor har vi brug for en stor stab af guidende rejseledere, så vi til enhver tid kan hjælpe rejsearrangørerne til de gode rejseledere.
Når du bliver hyret til et guidende rejselederjob fra Guideservice Danmark, bliver det nogen gange varslet i rigtig god tid, med god tid til forberedelse. Andre gange er der kort tid til afrejse, derfor kravet om, at du skal kunne give gruppen en god oplevelse med kort forberedelsestid.
Kender du ikke hele landet, men bestemte områder, er det absolut både fint, forståeligt og interessant for os. Vi respekterer, at vi alle har begrænsninger. Det vigtige er, at alle er ærlige omkring dem og ingen påtager sig opgaver, der vokser dem over hovedet.
Vi løser opgaver i hele verden, derfor er guidende rejseledere til hele verden interessante for os at samarbejde med.
Du skal ikke sende dit CV. Vi vil gerne kende dine erfaringer og kompetencer der er relevante for opgaver som guidende rejseleder.
Vi foretrækker al info i indholdsfeltet i formularen og læser ikke vedhæftede filer - heller ikke CV'er.