Rejseleder Estland, Karin
Første gang jeg var i Estland, var da Estland stadig var en del af Sovjetunionen. I 1990’erne boede jeg i nabolandet Letland, men rejste i tide og utide til Estland. Og jeg rejser stadig til Estland i tide og utide. Jeg tør godt skrive under på, jeg har været der 100+ gange.
Jeg er journalist, og har skrevet rigtig meget om Estland (og Letland og Litauen) til danske medier og lavet masser af radio om alle tre baltiske lande. Jeg har dækket alle mulige emner, for eksempel om den økonomiske, sociale og kulturelle udvikling lige siden uafhængigheden kom igen i 1991. Så jeg kan fortælle om det svære forhold til Rusland, Estlands historie, hvad Estland og esterne lever af, religiøse forhold, hverdagslivet og meget mere - også om bjørnene i de estiske skove. Og jeg fortæller gerne om hvordan og hvorfor Estland, Letland og Litauen både har meget tilfælles - men også mange forskelligheder.
Jeg kender hver en krog af Estland: Tallinn med den gamle middelalderby, men også det nye Tallinn, den nye arkitektur i Rotermann-kvarteret og det hippe Kalemaja, byens grønne oaser, markeder og de spøjse steder med de sjove historier. De fredfyldte øer; Muhu, Saaremaa og Hiiumaa. Pärnu med det livlige sommerliv. Det noget specielle Narva i nordøst. Det afslappede Tartu. Området ved Peipsi-søen med de gammeltroende er nogte helt særligt.
Jeg er en erfaren rejseleder i Estland. Jeg formidler viden og indsigt på en måde, så det er til at forstå og har masser af sjove og spændende historier at øse af. Målet for mig er at give viden og gode oplevelser videre, så alle kommer hjem med bagagen fyldt med spændende indtryk, ny viden og gode minder.