Rejseleder Estland, Maria
Jeg kender Estland tilbage fra min barndom, så det er oplagt for mig at være rejseleder hertil.
Jeg blev født i Leningrad, nuværende Sankt Petersborg, og har mange gange tilbragt min sommerferie i Baltikum. Tallinn ligger tættest på min fødeby og blev derfor besøgt oftest.
De sidste 25 år har jeg boet i Danmark, og 20 ud af dem har jeg arbejdet som rejseleder, blandt andet til Estland. Jeg kender Estland godt, især den charmerende estiske hovedstad Tallinn. Jeg elsker denne by og kan livligt fortælle i timevis om dens historie, arkitektur og kultur. Udover det kan jeg altid være behjælpelig med at finde en hyggelig restaurant lige til jeres smag eller vise vejen til markedet eller et shoppingcenter.
Udover dansk taler jeg russisk, engelsk og tysk flydende og kan hjælpe med alle mulige praktiske opgaver både på turen og i planlægningen af turen, for eksempel valg af hotel og restaurant, ekstra kulturprogram og meget mere.
Jeg er en erfaren rejseleder, som altid bestræber sig på at give sine gæster den bedste oplevelse på turen.