Rejseleder Grønland, Mette
Jeg er meget interesseret i Grønland og har besøgt flere områder fra Nanortalik i syd til Ilulissat og Diskoøerne i nord. Hvert sted har sine egne spændende fortællinger og naturoplevelser.
Grønland byder på et væld af storslåede oplevelser både historisk, kulturelt og naturmæssigt. Verdens største ø er også kontrasternes ø fra mørketid om vinteren til midnatssol om sommeren, hvilket på flere måder også afspejler Grønlands historie, kultur og natur.
I Grønland oplever man det ene fantastiske panorama efter det andet og om sommeren døgnet rundt i skiftende belysning. Det er billeder, som for evigt vil være på nethinden af dette flotte land. Derudover oplever man, hvordan den både smukke og barske natur har indflydelse på livet i Grønland.
I forhold til destinationerne, som vi besøger, vil jeg have stort fokus på at fortælle om særlige forhold, som kendetegner og karakteriserer området i relation til historie, kultur, samfundsforhold, geografi og natur. Jeg er ivrig friluftsentusiast og vejleder derfor også meget gerne om at vandre i naturen. Derudover vil jeg gøre, alt hvad jeg kan, for at imødekomme jeres ønsker på rejsen og besvare spørgsmål undervejs på turen. I den forbindelse vil jeg også gøre meget ud af at fortælle om rejsens program dag for dag.
Jeg ser meget frem til at dele min store interesse for Grønland med jer, hvorfor jeg vil yde mit bedste for, at I får en uforglemmelig, og på alle måder, storartet rejseoplevelse til verdens største ø både til lands, til vands og i luften og i mødet med den utroligt venlige og imødekommende befolkning.