Rejseleder i England, Wales, Hanne
Siden jeg første gang besøgte London som 16-årig, har jeg interesseret mig meget for Storbritannien. Og jeg deler gerne ud af den interesse.
Det er blevet til utallige ophold af varierende varighed til ikke bare London med dens kultur og seværdigheder, men også til naturen i Lake District, Nordengland (hvor flere tv-krimiserier udspiller sig), Sydengland, Wales og byer som York, Middlesbrough, Newcastle, Oxford og ikke mindst Cambridge, hvor jeg arbejdede på et lokalt hospital lige efter gymnasiet.
I kraft af mange års spejderliv har jeg fået lokale venner og har gennem dem fået lejlighed til at deltage i nogle af livets større begivenheder som blandt andet bryllup og runde fødselsdage. Og sproget - det taler jeg stort set som en indfødt i kraft af mit erhverv og min uddannelse som tolk og translatør i engelsk.