Rejseleder Irland, Jimmi
Den grønne ø - Irland er en ø rig på historie, og den vil jeg gerne vise frem og dele ud af.
Jeg har boet i Dublin fra 2008-2021 og rejst gennem store dele af de fire gamle provinser, så jeg kender også til de mindre turistede områder, hvor man stadig kan opleve det unikke.
Jeg er uddannet historiker fra Aalborg Universitet og har også en officiel tour guide certificering for det østlige Irland.
Historiefortælling og -tradition ligger irerne meget på sinde, hvorfor jeg ikke blot fortæller om datoer og kendsgerninger, men også sørger for at få de underfundige og til tider tvivlsomme historier med, så I som gæster selv kan være med til at forundres og gøre jer tanker om fantasi og virkelighed.
Hvis man ikke lige ved, hvor man vil hen, så hjælper jeg gerne med at foreslå destinationer, som passer til turens tema, men som måske ikke lige er på de gængse turistruter.
Der er masser at se og opleve både hvad angår kultur og natur, og jeg skal nok sørge for at finde tid til lidt whiskey og Guinness til at varme sig på, hvis det har interesse. Der er noget for enhver smag på øen.
Så hvis du gerne vil lære Irland bedre at kende og se øen gennem øjnene på en som elsker den, så tag med mig ud og oplev øen hvis tidligste bosættere er 33.000 år gamle, og som så senere blev bosat af keltere, vikinger, normanner og britter, som alle har haft indflydelse på det, vi i dag kender som Irland og irerne.