Jeg har boet i Island af to omgange, hvor jeg arbejdede som en lokal guide på nogle gletcherarme til Myrdalsjökull og Vatnajökull. Samlet set har jeg arbejdet cirka 13 måneder på gletcherne fordelt både på sommer og vinter perioderne.

Jeg elsker Island, da jeg synes det byder på så utrolig mange forskellige ting - alt fra spændende smagsoplevelser til de smukkeste naturfænomener. Hvis man ønsker sig en autentisk naturoplevelse og at komme i kontakt med urmennesket, men ikke nødvendigvis har lyst til at være tvunget til at sove i en sovepose i minus 5 grader i et telt om natten, så er Island det rigtige sted.

Jeg er fascineret af, hvordan de lokale stadig lever i tæt kontakt med den barske natur. Balancen mellem stor respekt og afslappethed er helt eminent. Ordsproget "Þetta reddast" som oversættes til noget i stil med "Det skal nok ordne sig" hører man næsten dagligt. 
For mig handler Island om, at jeg stadig kan mærke de stærke nordiske rødder, men med et tvist af noget latinamerikansk afslappethed og lette tilgang til tingene. Og for mig er det afslappende at være i et land med en afslappet, dog struktureret kultur og som har endnu vildere natur og gamle fortællinger.

Naturen vil altid være der, hvor min styrke ligger, så det vil være naturligt for mig at have naturen i fokus, medmindre andet er ønsket. Jeg kender til alle de gode vandreture - korte som lange, de bedste swimming pools og alle de gode historier. 

Forhåbentligt kan jeg smitte jer med min fascination for dette pragtfulde land!

Guideservice·Danmark - Thorsgade 21 - 5000 Odense C - +45 4156 2859 - info@GuideserviceDanmark.dk - CVR: 31405467
© All copyrights reserved!