Rejseleder Polen, Karin
Har man været i Polen bare en gang, vil landet ikke slippe en igen. Jeg har været der rigtig mange gange, både som rejseleder og som journalist.
Jeg kan fortælle om landets omtumlede historie, den historie som er lyslevende i dag og spiller en stor rolle for Polen. Polen er stor og mangfoldig, Polen er sort og hvid - men der er også virkelig mange nuancer, og det gør Polen så spændende. Jeg kan fortælle de spændende historier, de overraskende og de spøjse historier om Polen.
Jeg er optaget af Polen og opdateret på alt det, som sker i Polen lige nu; politisk, økonomisk og diverse sociale og kulturelle spørgsmål, der er vigtige for polakkerne - og selvfølgelig også opdateret på polakkernes hverdagsliv, hvad de tror på, hvad de lever af og mange andre emner. Jeg har styr på det fremadstormende Warszawa med alt det gamle og alt det nye. Gdansk med så meget polsk og europæisk historie. Krakows historie og nutid, den betagende arkitektur og charme og byens særlige jødiske historie.
Jeg er journalist og har lavet utallige artikler og radioindslag til om og fra Polen. Så jeg følger med i Polen og alt, hvad der sker i det store land. Jeg er en erfaren rejseleder, der kan skabe sammenhold og har et godt overblik. Jeg formidler viden og indsigt på en måde, så det er til at forstå og har masser af sjove og spændende historier at øse af. Målet for mig er at give viden og gode oplevelser videre, så alle kommer hjem med bagagen fyldt med spændende indtryk, ny viden og gode minder.