Rejseleder Spanien, Michael
Viden og indsigt i Spanien: erfaren rejseleder og formidler. Jeg har siden 2019 boet i Galicien i det nordlige Spanien med min familie.
Vi ankom lige før Covid og gennemlevede den pandemi, som påvirkede og mærkede det spanske samfundsliv. Jeg har to børn på tre og syv år, som går i den offentlige skole, spiser skolemad fra skolens køkken og benytter den offentlige skolebus, mens vi alle benytter biblioteker, museer, infrastruktur og det velfungerende offentlige sundhedssystem. Mit familieliv danner bagtæppe for min forståelse af det spanske samfund og for min deltagelse, når jeg stemmer ved de lokale og europæiske valg.
Jeg taler flydende spansk, har netop bestået min C1-eksamen på den statslige uddannelsesinstitution Escuela Oficial de Idiomas og har en rimelig solid, passiv forståelse af galicisk, som sammen med spansk er officielt sprog i Galicien.
Mens jeg har boet i Spanien har jeg lavet formidling om Spanien, Madrid, Galicien, Baskerlandet, Catalonien, Covid, politik, kultur og samfund gennem artikler, interviews, onlineforedrag, onlinerejser, webinarer - og ikke mindst rejser.
Jeg har planlagt og været rejseleder på én rejse i Catalonien og to til Galicien. I mit faglige liv har jeg været rejseleder for mere end 40 rejser gennem mere end ti år i Estland, Letland, Litauen, Polen, Strasbourg, Bruxelles og Spanien.
Jeg holder af at være rejseleder, at være sammen med mennesker fra forskellige baggrunde, og jeg formidler engageret og lægger vægt på, at informationen holder høj kvalitet og er varedeklareret. Jeg krydrer gerne med gode fortællinger fra dagsaktuelle medier, det virkelige liv og mine egne erfaringer. Jeg har en bred viden om spansk samfund og kultur - og dyb viden om spansk historie og politik.
Min erfaring som rejseleder gør, at jeg ved, hvad der skal til for at holde sammen på en gruppe og at jeg har været ude for - og løst - de fleste situationer. Jeg kender betydningen af at overholde tiden og programmet og generelt at sikre en tryg atmosfære i gruppen.