Rejseleder til Japan, Thomas
Jeg er rejsevant i det meste af Asien. Jeg er cand.mag. i dansk og engelsk, og en stor del af mit arbejdsliv har jeg ernæret mig som forlagsredaktør, gymnasielærer, tekstforfatter - og ikke mindst rejseleder.
Japan er et bekendtskab, der bliver ved med at fascinere, så snart man har fået det lidt ind under huden. Jeg besøgte Japan i 2019 på en 3-ugers selvtilrettelagt rundrejse, men min interesse for landet og kulturen går mange årtier tilbage, og den vil slet ikke slippe sit tag i mig. Jeg har besøgt Tokyo, Kyoto, Kanasawa, Noto-halvøen samt "De japanske alper". Jeg stod for planlægningen af turen, bookning af bil, hoteller og så videre. Turen foregik med personbil, som min ven kørte og Shinkanzen.
Min egen oplevelse er, at japanere er imødekommende, hjælpsomme og gæstfrie, men også på mange måder gådefulde og lidt reserverede, og som rejseleder er det min opgave at formidle en større forståelse til gæsterne om, hvad der gemmer sig under japanernes høflige overflade. Som et højt udviklet samfund ligner japanernes hverdag på mange måder det, vi selv kommer fra, men samtidig møder man hele tiden markante kulturelle forskelle med hensyn til traditioner og livsværdier, arbejdsliv og familieliv. Hvis mine gæster får en dybere forståelse af, hvordan "same, same, but different" ser ud i en japansk sammenhæng, så er meget lykkedes.
For mig at se rummer Japan megen skønhed, og ikke kun til "Hanami", når kirsebærtræerne er i blomst, men også i arkitekturen, i deres haver, i kunsten og i deres kunsthåndværk, i deres litteratur og film såvel som i deres køkken. På den måde er Japan et rent sansebombardement, men viden om det man ser, hører og smager er nødvendig for at forvandle den umiddelbare oplevelse til noget, der bliver siddende i kroppen. Og det er min opgave som rejseleder at sørge for, at det sker.