Rejseleder til krydstogter i Europa, Jens Jørgen
Jeg har været rejseleder en enkelt gang på Donau og en enkelt gang på Hurtigruten i Norge. Dertil har jeg gennem mange år været rejseleder på flodture i Rusland, indtil Corona og Ukrainekrig satte en stopper for det. Det blev til et flercifret antal ture ad flere floder, heriblandt Volga og Dniepr.
Jeg er altså ganske fortrolig med den rytme og livstil, der hersker på disse rejser, ligesom jeg holder af dem og nyder dem. Det er en fantastisk og beroligende måde at opleve lande på. Og det uden at pakke sammen og ud flere gange.
Som uddannet historiker kender jeg de fleste landes historie og politiske og sociale situation, og kan formidle det. Jeg har også været almindelig guide i mange europæiske lande.