Rejseleder USA - nord, Sten
Gennem snart 40 år er jeg et utal af gange fløjet over Atlanten for at udforske, opleve og fortælle om dette fantastiske land - som journalist, privat og som rejseleder.
USA er ikke blot verdens vigtigste og mest magtfulde land, det rummer også et utal at storslåede naturperler, spændende storbyer og mennesker. Intet andet land i verden rummer så store modsætninger, men USA kan rumme det. Det vil vi opleve her i nord, og det vil jeg gerne vise jer.
I det nordlige USA kan jeg love jer store oplevelser. Jeg vil vise jer Chicagos hemmeligheder, Detroits nedtur, men fornyede tro på fremtiden, samt glæden og livsmodet i Minneapolis. Regionen byder også på store naturperler. Jeg glæder mig for eksempel til at tage jer med til de store søer, og til de sorte bjerge, hvor vi blandt andet møder de stolte Sioux indianere.
Der er også plads til humør, når vi mod nord møder ærkeamerikanerne. De er smilende, gæstfrie og har megen humor. Dem skal I møde.
Det er også her i det nordlige, specielt i Illinois, Wisconsin, Minnesota og South Dakota, at vi ser nogle af de største danske og skandinaviske fodaftryk. Det var til disse områder, at næsten 200.000 danskere i slutningen af 1800-tallet rejste i forsøget på at finde lykken. Det lykkedes heldigvis for mange, så det kikker vi også på.
Jeg fascineres fortsat af dette land. Tag med over til de dejlige gæstfri, åbne og stolte amerikanere - og tag del i min fascination. Her venter oplevelser.