Rejseleder Zambia, Sami
Mangler du en rejseleder til Zambia, så overvej mig. Jeg har rejst i Zambia siden 1997, og jeg har efterhånden oparbejdet et netværk af lokale, der kan hjælpe til at vi får den bedst mulige oplevelse.
Jeg kan hjælpe med at arrangere safarier i bil, til fods eller i kano, og jeg kan planlægge og eksekvere turen, så gæsterne vender hjem med smil på læben og kameraer, der skriger på mere lagerplads.
Så send dine gæster i Dr. Livingstones fodspor og lad mig tage dem med til Zambia. Her opleves det ægte Afrika. Zambia er så tæt på det Afrika, som den berømte opdagelsesrejsende oplevede på sin verdensberømte ekspedition.
Zambia er blandt andet mødet med det gigantiske og sagnomspundne Victoria-vandfald, og med nationalparkerne Kafue og Luangwe byder landet på nogle af verdens mest fantastiske naturoplevelser; oplevelser, der den dag i dag kan opleves for billige penge og stort set uden andre turister.
Men en rejse til det "ægte" Afrika kræver også en erfaren rejseleder, og en sådan er jeg:
Jeg har rejst i hele mit liv. Jeg har fungeret som rejseleder i mere end tyve år, og jeg har krydset grænserne til mere end hver tredje af verdens nationer og oplevet alle klodens syv kontinenter.
Jeg ved, hvad der kræves af en god guide, og via min karriere, der har budt på ledende stillinger i blandt andet safaripark og zoologisk have, har jeg oparbejdet en ekstensiv viden om og forståelse for både dyr og planter.